Disputas: Lene Kristensen

Prøveforelesning

Bedømmelseskomité

Professor Tavi Murray, Department of Geography, School of the Environment and Society, Swansea University
Dr Julian Murton, Department of Geography, University of Sussex
Professor Jon Ove Hagen, Department of Geosciences, University of Oslo

Leder av disputas:  Professor Nils Roar Sælthun

Veileder:  Hanne H. Christiansen og Ole Humlum

Sammendrag

Afhandlingen handler om en surgende isbre og dens påvirkning på landskabet under og foran sig. Et surge er når en isbre øker sin hastighed op til 100 gange, og derfor ofte rykker raskt fremover. På Svalbard er hovedparten af isbreerne af ”surgetype”, dvs at de periodevist surger et par år og siden smelter tilbage over en meget længere årrække. Bresurge optræder uafhængigt af klimaændringer.
Som geograf på The University Centre in Svalbard (UNIS) er der enestående muligheder for at studere naturlige processer i et højarktisk miljø igennem året. Indenfor fagfeltet glacialmorfologi har vi studeret en bre af surgetype (Paulabreen) som kælver i Van Mijenfjorden, syd for Sveagruva samt landskabet omkring isbreen.
Vi har lavet en film, sammensat af daglige fotos, som viser Paulabreens fremryk under et surge. Det er så vidt vi ved første film, der er lavet af en surgende isbre. Satellit- og flybilleder er blevet brugt til yderligere beskrivelse at surget, og hastigheder på over 3 m/dag er registreret. Ved gentagne besøg ved isbreen under og efter surget kunne vi observere hvordan isbreen påvirkede og formede landskabet omkring sig.
Forplantning af et surge igennem en isbre er på Svalbard relateret til et højt vandtryk under breen og tining af permafrosten. Derved mindskes friktionen med underlaget og breen kan sklie raskere fremover, hvilket igen danner varme som tiner permafrosten og yderligere øger vandtrykket. Vi viser hvordan en smeltevandskanal under breen har hindret to surge i bresystemet i at forplante sig fra den ene til den anden side af kanalen, da vandet fra den surgende del af breen blev drænet væk igennem kanalen.
Morene-landskabet i den indre del af Van Mijenfjorden, på land og på sjøbunden, viser, at Paulabreen tidligere har ligget ca. 25 km længere fremme end i dag, som følge af et betydeligt større surge for 6-700 år siden. Landskabet på sjøbunden blev opmålt med fuldtdækkende ekkolod. Den indre struktur i morenen på land har vi bl.a. undersøgt ved brug af geofysiske resistivitetsmålinger, hvor den elektriske modstand i bakken måles i et profil. Her afsløredes en over 30 m tyk kerne af bevaret breis i store dele af morenen. En del af morenen er marin leire, som vi viser er skrabt op fra sjøbunden og skubbet foran isbreen op på land som et debris flow. Denne landskabstype er svært sjældent beskrevet i den videnskabelige litteratur.

Kontaktperson

For mer informasjon, kontakt Anne Innes.