Henrik Wergeland og botanikken

Det nærmer seg mai, og da passer det godt med Henrik Wergeland. Ikke alle vet at han også syslet med botanikk. Ja, han kunne så mye botanikk at han godt kunne tituleres botaniker. Noen små smakebiter:

Til min Gyldenlak

Gyldenlak, før Du din Glands har tapt

da er jeg Det hvoraf alt er skabt;

ja før Du mister din Krones Guld,

da er jeg Muld.

Fra: Skabelsen, Mennesket og Messias

Se Engen synes leve i sit Glimmer,
skjøndt Mørket ud dens Farve sletter!
Ah Rose vær Rubin! vær da tilfreds
om du, for Duft og Varme, kun fik Skimmer:
hver Blomst er Steen, hvert Træ Corallefletter!

Den norske Marseillaner

Vintrens Iislænker bragende sank;

og se som Frihetsbanner blank

vajer rødmende Fjeldbjerk i Uren!

Høit synger Fossens Dur

befriede Natur.

Jeg er nu saadan jeg! (Statsøkonomisk)

Granen

Aha! du lader Fræmmede

sin Sødme suge du?

Før bryde Stormen af hos mig

De søde Foraarsskud!

Og alt mit gyldne Støv jeg før

udslaaer for Veir og Vind.

I mine Skygger slipper jeg

ei slige Gjæster ind.

Min Terpentin som smeltet Sølv

paa Fjeldet rinder ned.

Saa har den gjort i hundred Aar

og skal i Evighed.

Den engelske Lods

-- før trende Aar er’ rundne,

Flaade, Fæstninger og By,

Citadeller og Kaserner

ville være overspundne

af at Efevvildnis, svundne

sporløst, som en Klase Stjerner,

naar du søger dem paany,

blevne borte i en Sky.

Pigen paa Anatomikammeret

Tvertsover boed’ Hun for os,

i Armod født som i sit Mos

paa Taget Stedmorsblommen.

Fornemme Folk kun fatted svært,

at Blod saa fagert og saa skjært

af Fattigfolk var kommen.

Min lille Kanin

Ha, til Sommeren jeg vist

finder duftfuld Pilequist,

som jeg til den samme Barm,

lille Blaamin aanded varm,

trykke kan. Som Livets Gnist,

raabende, som engang hist,

naar min lille blaa Kanin

smutted til mitt Hjerte ind;

O mig synes, som jeg krysted

Hele Skabningen til Brystet!

Den første Gang

Hvor ligger Marken graa og ry:

af Muld et Mulm, af Ler en Sky!

Medeet af Løvetand den spredes,

den Urt, der groer, jo meer den trædes.

Da hvidligt Skud af Mulden sprang

var kjække Plantes ”første Gang”.

En sangfuld Sommermorgen paa Skreya

Min Mø, seer du Jægren, den raske, med Vandliljer
-- Kjernets Stjerner -- at lege taus ved Stranden:

Hva da tænker Stella? ”Mon Stella, som Vandliljen,
svømmer over hans Sjels den mørke Bølge?”

Røde og graa Dompaper

Frækt pustede den svovelgule Bulme sin bedøvende Aande ud imod de rene Liljer …”